Optakt: Tirreno-Adriatico
[04.03 20:14] Team Saxo-Tinkoff stiller til start i stærkeste opstilling, når Tirreno-Adriatico bliver skudt i gang med en 16,9 kilometer lang holdtidskørsel onsdag d. 6. marts. Kaptajnen, Alberto Contador, er naturligvis manden, der skal køres for i det samlede klassement, og han flankeres af holdkammeraterne Daniele Bennati, Jesus Hernandez, Roman Kreuziger, Michael Rogers, Manuele Boaro, Matteo Tosatto og Sergio Paulinho.
Holdtidskørsel er måske den mest krævende disciplin indenfor sporten, og alle hold vil med garanti kæmpe med næb og kløer for at tage etapesejren på onsdag:
”Vi har et stærkt hold med i Tirreno. Vi kunne måske udpege 13 ryttere, der ville kunne køre et flot løb, og derfor har det været svært at udvælge de syv, der skal repræsentere holdet og hjælpe Alberto med at køre efter sejren. Vi har skullet udpege et mandskab, der kan klare sig på både holdtidskørslen og i bjergene, og jeg er sikker på, at vi kommer til at begå os i toppen af det samlede klassement. På onsdag har vi holdet til en top 5-placering. Men der er andre meget stærke teams med, og særligt Team Sky bliver en udfordring”, fortæller sportsdirektør, Philippe Mauduit.
Løbet er Team Saxo-Tinkoff's første store målsætning i indeværende sæson, og derfor kommer alle ryttere til løbet i deres bedste form. Udover holdtidskørslen og de første par etaper, der er tilegnet sprinterne, skal formen for alvor testes på løbets fjerde etape:
”Løbets fjerde etape bliver afgørende. Det bliver en hård dag for rytterne med 175 kilometer kuperet terræn og med afslutning på en hård opstigning over 9 kilometer til Prati di Tivo. Men også en etape der passer Alberto godt. Dagen efter skal vi køre 230 kilometer i særdeles kuperet terræn, og er man træt efter fjerde etape, kan det have stor betydning for udfaldet af femte etape. Her kommer Roman (Kreuziger) til at spille en stor rolle. Han kender området og løbet særdeles godt, og han er klar til opgaven”, lyder det fra den franske sportsdirektør.
Løbets sidste etape er en pandekageflad enkeltstart på blot 9,2 kilometer:
”Man skal ikke tage fejl af hverken distancen eller etapeprofilen. Jeg forestiller mig, at der sagtens kan ske forskydninger i blandt de forreste fem i klassementet på denne sidste dag. Det har med garanti været et hårdt og intenst løb, og folk er mærkede, og det kommer man til at se på sidste etape. Alt kan ske her. Der er mange verdensklasseryttere med i løbet, og vi ser nok først så stor en samling af denne kaliber ryttere, når vi skal køre Tour'en”, konkluderer Team Saxo-Tinkoff's Philippe Mauduit.
Tirreno - Adriatico; Resultater |