De Jongh ny sportsdirektør hos Team Saxo-Tinkoff
[11.01 12:48] Team Saxo-Tinkoff og Steven de Jongh har indgået en aftale om, at den erfarne hollænder starter som sportsdirektør på holdet. 39-årige de Jongh begynder sin nye stilling med omgående virkning efter at have været sportsdirektør for Team Sky i de seneste tre år. Holdejer Bjarne Riis siger:
"For at fuldende vores sportslige setup har vi været på udkig efter en sjette sportsdirektør igennem nogen tid. For nylig var jeg i kontakt med Steven, og gennem vores samtaler følte jeg, at han ville passe godt ind på holdet. Oveni har jeg hørt mange gode ting om ham som sportsdirektør, og han kommer med en solid erfaring. Så jeg er glad for at kunne byde ham velkommen på holdet og ser frem til at arbejde sammen med ham."
Steven de Jongh ser også frem til at starte sit arbejde hos Team Saxo-Tinkoff. "Jeg er rigtig glad for muligheden for at kunne arbejde for Team Saxo-Tinkoff og en af de stærkeste ryttertrupper i verden," siger Steven de Jongh. "Efter jeg forlod Team Sky, vidste jeg ikke, hvad fremtiden ville bringe for mig. Men kort efter nytår havde jeg nogle samtaler med Bjarne og holdet, og det udviklede sig til et jobtilbud og en fantastisk chance for mig. Jeg ser meget frem til at starte et nyt kapitel i min karriere som sportsdirektør, og jeg er taknemmelig for den tillid, som holdet har vist mig," fortsætter han. Med de Jongh ombord, er Team Saxo-Tinkoff sportsdirektør-gruppe for 2013 komplet og består af Philippe Mauduit, Dan Frost, Tristan Hoffman, Fabrizio Guidi, Lars Michaelsen og Steven de Jongh. |