NYHEDER
© Riis Cycling
Lars Michaelsen bliver sportsdirektør hos Saxo Bank-Tinkoff Bank

[18.10 13:00] Lars Michaelsen har takket ja til at fortsætte sin karriere som sportsdirektør hos Saxo Bank-Tinkoff Bank.
Den tidligere rytter og klassiker-specialist har indgået en toårig aftale med Saxo Bank-Tinkoff Bank og skal udfylde hullet efter Bradley McGee, som har valgt at opsige sin stilling for at starte et nyt job i Australien.

43-årige Lars Michaelsen kørte som aktiv for det danskbaserede mandskab i årene fra 2003 til 2007, og efterfølgende blev han del af sportsdirektør-gruppen.
I de seneste to år har han været sportsdirektør for Leopard-Trek og Radioshack-Nissan-Trek.

"Jeg er meget glad for at kunne byde Lars velkommen tilbage og ser frem til at arbejde sammen med ham igen. Lars kommer med solid erfaring som sportsdirektør, han er stærk organsatorisk, og han bliver uden tvivl et stort aktiv for os, særligt i forhold til forårsklassikerne," siger holdejer Bjarne Riis.

Lars Michaelsen ser også frem til at returnere til holdet.

"Over de seneste år har jeg fået en masse erfaring i arbejdet som sportsdirektør for Radioshack-Nissan-Trek, og det er jeg rigtig glad for. Men da Bjarne kontaktede mig og tilbød mig et job hos ham, følte jeg også, at nu var tiden moden til at tage det næste skridt i min karriere. Jeg glæder mig til at blive en del af den videre udvikling af Saxo Bank-Tinkoff Bank og til igen at arbejde for Bjarne og hans hold," siger han.

Mens Lars Michaelsen støder til Saxo Bank-Tinkoff Bank i 2013, forlader Bradley McGee sin stilling som sportsdirektør. Efter fire sæsoner hos det danskbaserede mandskab har han valgt at søge nye udfordringer i sit hjemland, Australien.
McGee er blevet opfordret til at overtage en stilling som coach på New South Wales Institute of Sport - en rolle med fokus på udviklingen af australske talenter.

"Efter 20 års arbejdsliv i Europa føler jeg nu, at jeg vender tilbage til mine rødder, da jeg selv var en af de første atleter, der blev udvalgt til at være del af instituttet efter dets oprettelse i 1996. Jeg ser frem til at kunne gøre brug af mine træner-evner, min integritet og min erfaring i den her nye rolle, og jeg glæder mig til at udvide min horisont i forhold til sportens mere videnskabelige side," siger Bradley McGee.

"Det har været en meget svær beslutning at forlade Riis Cycling, og det er noget, jeg har tænkt meget over i de seneste måneder. Jeg er stolt over det arbejde, jeg har udført på holdet, og det er mit ønske at forblive en ven og supporter af holdet. Det har været en kæmpe oplevelse for mig at være sportsdirektør for et så professionelt hold. Jeg vil gerne takke Bjarne for, at han gav mig den mulighed, da min aktive karriere sluttede, og for hans tillid og respekt over de seneste år. Men jeg føler også, at tiden er kommet til nye udfordringer, nye oplevelser og personlig udvikling," fortsætter han.

Bjarne Riis respekterer beslutningen og håber, at Bradley McGee vil være at finde på holdet igen en dag.

"Jeg har stor respekt for Brads beslutning. Selv om Brad allerede har stor erfaring som sportsdirektør, er han også stadig relativt ung, så jeg forstår hans ønske om at udvikle sig yderligere og hente nye inputs. Jeg vil gerne takke Brad for hans arbejde for holdet. Han har været en vigtig del af vores sportslige ledelse og har gennem årene vist igen og igen, at han er en fantastisk ledertype og sportsdirektør for vores ryttere og staff. Oveni er han en rigtig fin fyr, så jeg håber, at han en dag vender tilbage til holdet," siger Bjarne Riis. 

Flere nyheder

Flere interviews

Flere pressemeddelelser


© 2013 Riis Cycling A/S - Firskovvej 36 - DK-2800 Kgs. Lyngby Fax +45 9716 8480 - CVR: 20300345 - Kontakt Riis Cycling    
Alle billeder © tdwsport.com