Riis Cycling skal have ny hovedsponsor i 2009
[13.03 14:57] Team CSC's hovedsponsor, CSC, takker af efter otte år i cykelsporten. Det sker efter indeværende sæson, som således bliver it-virksomhedens sidste, som navnesponsor for holdet.
CSC står foran nye investeringsmæssige prioriteter og har i den forbindelse valgt at melde tidligt ud til holdet i forhold til fremtiden.
”Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det har været en positiv oplevelse at være en del af cykelsporten via Team CSC. Vi bakker naturligvis 100 procent op om holdet her i 2008 og vi vil også benytte os aktivt af sponsoratet hele perioden ud. Samtidig forpligter vi os også til at hjælpe holdet med at sikre sig en ny hovedsponsor”, udtaler Henrik Bo Pedersen, der er direktør for Business Development & Marketing hos CSC.
”Vores virksomhed og vore mange ansatte har sat stor pris på det tætte forhold, vi har haft til rytterne og ledelsen, og vi vil gerne benytte lejligheden til endnu engang at takke hele holdet og samtlige ansatte i Riis Cycling for at vise vejen for fremtidens cykelsport på en ren og holdbar måde”, tilføjer Henrik Bo Pedersen.
”Vi har haft et langt og godt samarbejde med CSC, og når det slutter efter i år, kan vi se tilbage på et unikt partnerskab over otte år, der har været meget udviklende for begge parter. CSC har været med til at sætte vores cykelhold på sportens verdenskort, og vi har været med til at give deres ansatte og kunder nogle unikke oplevelser og et fælles samlingspunkt for en global virksomhed med over 90.000 ansatte i 81 lande. Det er vi ekstremt stolte over. Vi har stadigvæk mange store oplevelser til gode sammen med CSC i 2008 og vi ser frem til at levere varen i resten af sæsonen”, udtaler Bjarne Riis, der samtidig udtrykker optimisme i bestræbelserne på at kunne præsentere en ny hovedsponsor for 2009.
”Det her markerer samtidig starten på noget nyt for os, og vi er klar til at gå ud at vise, at vi er kommet for at blive. Vi har et helt unikt produkt, som vi tror på, og det er det, vi skal ud og sælge til en ny hovedsponsor. Sportsligt er vi i verdensklasse og vi har en kæmpe erfaring og knowhow i sponsorhåndtering, og det gør mig meget optimistisk i forhold til fremtiden. Cykelsporten har sine problemer, men jeg tror, at de største af dem, er bag os. Som hold er vi klar til at vise vejen fremad og som organisation er vi gearet til opgaven, der nu ligger foran os”, tilføjer Bjarne Riis. |